Tilfældighed eller Skæbnen?

Okay hvor skal jeg starte? Har i det sidste stykke tid haft drømme om min ex – kæreste! Og så sent som i nat igen ….. Den forrige drøm den handlede om at han havde fået ny kæreste og at jeg

af en eller anden grund skulle hjælpe ham med et eller andet imens den nye kæreste og nogle af deres venner var til stede, prøvede at holde masken i drømmen, men det gjorde ondt, og da jeg vågnede tud brølede jeg, engtelig uden at vide hvorfor, men var virkelig ked af det. Min drøm i nat startede med jeg drømte han slog min mor og at jeg konfronterede ham med det, så gik den over i jeg var hjemme hos ham, hvor ham og nogle andre var der og han var virkelig ond. Derefter gik den over i at han var her og han sagde jeg var dejlig og vi var “sammen” igen… Da jeg vågnede var jeg viildt ked af det som altid efter de her drømme. Så er det vi kommer til det underlige.. Over i skolen mødte jeg så en af hans rigtige gode venner og jeg tænker, hmm underligt men det nok bare tilfældigt, da jeg så var kommet hjem fra skole og var ude med min hund, ser jeg så hans mor i bussen, og hun vinker helt vildt til mig, jeg ringer så til min beedste veninde for at sige at nu begynder det altså at blive for skummelt og hvad bliver mon det næste,? at jeg møder HAM??

Og d a jeg før var ude med min hund, kommer der to fyre gående og gæt hvem, hans ven fra tidligere og HAM… Ringede så med det samme til min bedste veninde for at sige det og for at prointerer så over for hende at det kan sq ikke være tilfældigt alt det her.. Men hvad betyder det så? Kan jo ikke komme udenom jeg stadig elsker ham og at han får mit hjerte til at banke hurtigere bare det han går forbi. Er det fordi jeg savner ham at jeg bliver ved med at drømme alle de her drømme om ham? Er det mon fordi vi burde være sammen, men at vi bare har ødelagt det for hinanden? Jeg ved det ærligtalt ikke! Jeg ved bare det umuligt kan være til fældigt alt det der sker i dag og der må være en mening med det. Problemet er bare at jeg tvivler på det nogensinde ville gå hvis vi begyndte at ses, der er simpelhen sket alt for meget dårligt til nogen af os ville kunne glemme det og bare komme videre og leve lykkeligt sammen. Kan bare ikke lade vær med at blive en smule ked af det, for jeg ville jo så gerne have været sammen med HAM og kun HAM forevigt, men livet, dumme beslutninger og egoisme kom i vejen.. Han kan ikke accepterer mig som jeg er og han forstår mig ikke. Han vil gerne ændre mig til en person jeg ikke er. Men han elskede mig jo rigtig meget på et tidspunkt, hvor vi faktisk havde en masse gode perioder. Jeg ved ikke hvad jeg skal tænke eller føle. Jeg prøver at komme videre men er helt slukket følelsesmæssigt, men når det kommer til ham er jeg fuld af alle slags følelser og bliver virkelig forvirret over alt det her.